Mere end en danseskole

Dans, drama og events

Med drømmen om at skabe en danseskole der ikke er som de store etablerede skoler, én der har leg og drama i højsæde, én der laver undervisning lige der hvor mennesker bor.


Masser af rekvisitter og kostumer til børnehold samt fokus på processen og læring fremfor konkurrence-drømme.


Med relationen i centrum, kommunikationen, grinene og alle små succeser der fejres når det svære pludselig lykkes.


Netop sådan en danseskole, er drømmen.


Der findes så mange fantastiske danse tilbud i store byer som Århus, Odense, Roskilde, og naturligvis København.


Men hvorfor ikke også undervise i de mindre byer - der hvor der i forvejen er gode fællesskaber, foreninger, måske et dejligt forsamlingshus, en spændende multihal eller gammel gymnastiksal.


Det er lige præcis det HD dans kan.


Vi opstartede på Samsø i Kultursalen i 2019, og i vores aller første sæson var der over 200 dansere igennem vores lille danseskole fordelt på 9 forskellige hold.


Udby på Tuse Næs i Vestsjælland blev på trods af Corona-forviklingerne i 2020, den næste by, og i maj 2021 skrev vi også Kundby på listen, da restriktionerne igen gjorde det muligt.


Flere byer har ønske om at flere små danse-afdelinger kommer til, så det er spændende hvad fremtiden vil bringe og hvem vi finder af dygtige undervisere til sammen at løfte den opgave.


Med hjerteblod, utømmelige ideer og grundlæggende dygtige og erfarne undervisere, sigtes efter endnu flere gode danse-ideer, steder og muligheder, så der kan danses, smiles og dygtiggøres i fællesskab ude i de Vestsjællandske byer og på Samsø - hvor det hele startede.

Bryllups-danse, brudevals og freestyle, er også blevet en stor del af HD dans´ dna i 2021, og vi nyder at følge skønne brudepar, lege dans og rytme ind i overraskelses-koreografier og valsetrin til deres helt store dag.


Nyeste skud på stammen, er børnedans og drama-tilbud til institutioner, SFO-er, skoler og lignende, så det bliver spændende at være med helt ude i børnenes virkelighed.


Ligeledes forberedende forløb til aspirerende skuespillere, samt andre med nysgerrighed og interesse i kropsforståelse og grundlæggende dansetrin samt basis viden om vores fantastiske krop, kan nu tilmelde sig private forløb.


HD dans vil gerne være paraply for undervisere, der har lyst og slet ikke kan lade være med at skabe og lære fra sig. Være paraply med fælles værdier for hvordan netop vores danseskole skal være, et kollegaskab hvor skabertrang og lyst driver værket.


Vi tager altid imod uopfordrede ansøgninger, nye ideer til danse-genre at kunne undervise i, og har du mod på at være assisterende danser på et allerede etableret hold, så kan vi også altid bruge føl der kan læres op til selv at undervise hold fremadrettet.


HD dans er en fælles drama-danseskole, med ildsjæle og kærlighed bagved.


Vi glæder os til du bliver en del af vores familie - vi danses ved


Regitse Holm Diwas

-Indehaver, underviser og idegenerator